top of page

Om GAIR

Mit navn er Maria Gedsted Christensen, og jeg står bag GAIR, som jeg startede i 2023. Min mission med GAIR er at bruge mine kompetencer til at hjælpe andre godt på vej mod deres mål. Med GAIR ønsker jeg især at bidrage inden for to områder: supplering af undervisning og finansiering af praktik- og studieophold. Min interesse for at undervise startede under min tid i gymnasiet, hvor jeg første gang begyndte at undervise yngre elever. Denne tidlige erfaring har siden udviklet sig til en stor og givende interesse for at facilitere andres udvikling. Gennem kontakten med over 30 elever har jeg ofte observeret, hvordan elevernes faglige fundament udfordres, når de kommer senere i deres uddannelsesforløb. Derfor har jeg altid fokus på den naturvidenskabelige og matematiske grundforståelse, hvorfra vi i samarbejde kan bygge videre. Jeg fokuserer altid på kernekompetencerne, således eleven bliver bedst stillet over for sine kommende eksamener. Jeg er også stor tilhænger af "learning by doing," og derfor inkluderer jeg mange eksempler og opgaver i undervisningen, som med stigende sværhedsgrad udfordrer elevens forståelse.

414969846_332410396341351_8137852581692748314_n.png

Jeg har erfaring med undervisning af meget forskellige typer elever. Mange af mine elever står over for personlige udfordringer, hvilket gør, at de måske ikke finder skolens undervisningsmiljø gavnligt. Med et undervisningsforløb hos mig er der trygge rammer tilpasset individuelle behov, og der findes ingen dumme spørgsmål. Nogle af mine elever stræber efter at bestå, imens andre stræber efter at højne karaktergennemsnittet - her er der forståelse og plads til alle.

Selv er jeg kandidatstuderende hos DTU, indtil jeg efter afslutningen af min uddannelse vil gå fuldtid med GAIR. Jeg blev student fra HTX i 2018 med et gennemsnit på 12,3, og i starten af 2023 blev jeg bachelor i Kemi og Teknologi med et gennemsnit på 11,7. Mit nuværende gennemsnit på kandidaten er 11,6 (pr. januar 2024). Mine resultater har jeg opnået uden urimelig flid, hvilket jeg tilskriver, at jeg fra en tidlig alder har søgt forståelse for de naturvidenskabelige fag. Det er netop det stærke fundament, som jeg ønsker at hjælpe mine elever med at etablere.

Udover undervisningsafdelingen driver jeg også LetLegat. Med LetLegat ønsker jeg at hjælpe studerende med at få finansiering til at realisere deres drømme om et praktik- eller studieophold i udlandet. Jeg har som led i min uddannelse selv været på udveksling to gange, hvilket jeg ikke ville være foruden. Dette kunne aldrig have sket uden den støtte fra fonde og legater, som jeg har modtaget. For mange kan det dog være en uoverskuelig proces at finde relevante legater og skrive en god motiveret ansøgning - og det ønsker jeg at hjælpe med. Efter at have hjulpet mig selv, venner og bekendte med gode resultater, besluttede jeg at starte LetLegat, således jeg også kan hjælpe andre med at realisere deres drømme.

Venlig hilsen,

Maria Gedsted Christensen

bottom of page